fredag den 10. januar 2014

12 Months of Knitting!

Efter at have kigget rundt i Blogland, fandt jeg frem til Hvad Bier Tænker - Her har Cecilie udfordret sig selv til 12 dejlige stykker strik i 2014, én hver måned. Det er en dejlig idé - og jeg tager udfordringen op! Jeg har efterhånden en ret lang liste over modeller jeg kunne tænke mig at have i skabet. Så nu går det løs, og her kommer mine foreløbige projekter:

Januar 

Den kom til at se sådan ud, og er allerede blevet brugt en del
Den er strikket i 3 tråde supergeelong, rent uld. Jeg frygtede at den ville kradse, men det gør den ikke. Den er dejlig varm, og hyggelig.

Februar

Jeg har planer om at strikke den længere, da jeg er en høj pige. Det skal være en kjole, der kan bruges til strømpebukser. Jeg har længe haft lyst til at gå igang med den, men den bliver strikket på pind 3, kommer det altså til at tage en mindre evighed. Men da jeg jo allerede er færdig med mit "januar-strik", tænkte jeg at jeg ville have god tid til denne model, da deadline jo først er i slutningen af februar :) Jeg strikker den i en tråd lavendelfarvet uld/bomuld, fordi det er så lækkert et garn - og for tiden har jeg altså en fetish med lilla.. 


onsdag den 8. januar 2014

Rib strømper

Så er jeg gået igang med at strikke strømper (igen).. Jeg har brugt mine egne hjemmestrikkede strømper rigtig meget her til vinter, men de er lidt for store, og falder nemt af min fod. Derfor jeg tænkte det var på tide at afprøve nogle rib-sokker. De er bare gode, og det er bestemt ikke det sidste par! Farven er lidt svær at gengive korrekt, men de er neon pink, og ikke røde. Garnet er Arwetta.


Tempelblomst

I julegave fik jeg Annette Danielsens (næsten) nye bog "Østen for solen". Hold nu op hvor er der mange flotte modeller i!! Efter at have prøvet tempelblomst på, havde jeg allerede fundet garn og sat mig for at den skulle strikkes, så snart jeg fik bogen i hænderne. Det har jeg ikke fortrudt! Den er strikket i Supergeelong, da garnudsalget havde juletilbud, 150,- for 750 g!! Det var noget af et kup! Jeg har lidt svært ved at veje hvor meget jeg har fået brugt, men det er lidt under halvdelen af de 750g. Jeg har strikket med 3 tråde, da det er noget tyndt garn, men en løbelængde på 850m/100g. Jeg kunne nok egentligt godt have nøjes med 2 tråde, men jeg er nu engang et varmedyr, så de 3 er perfekt til mig!
Det er svært at gengive den nøjagtige farve.. Den er lyslilla.

Cardigan

Efter at været blevet gode venner med vrang-masker, fik jeg lyst til at kaste mig ud i en cardigan. Jeg tror de fleste strikkere har et særligt forhold til vrang-masker, enten hader man dem som pesten, eller også er de egentlig ok. Jeg tror aldrig jeg bliver helt vild med dem, men de sidder efterhånden ret meget på rutinen.. Jeg strikker ud fra en klassisk raglan-opskrift, hvor jeg i stedet for at strikke rundt, som hvis det var en bluse, strikker frem og tilbage. Den er strikket i en tråd uld/silke og en tråd ren alpaca fra IceYarns. Den er allerede blevet brugt meget!! Den er så utrolig blød, let og lækker. Knapperne er nogle store træknapper jeg har fundet på eBay.com.

Julegaver for 2013

Fordi julen nu er overstået, kan jeg endelig ligge billeder ud af de julegaver jeg fik produceret i november sidste år.
Min mormor fik et kæmpe stort Camomille, som hun havde ønsket sig efter at have set det blå jeg havde lavet. Det kom til at se sådan her ud:


Det er svært at få nogle rigtig gode billeder her om vinteren, fordi det er så mørkt. Jeg kan fortælle at hun blev meget glad for det, så det var det hele værd :)

Derudover fik jeg strikket et halstørklæde til min mor. Jeg har strikket bladmønster efter denne opskrift. Det virker måske kompliceret, men når først man er igang er det virkelig meget nemt og enkelt. Det er strikket i en tråd uld/bomuld fra garnudsalget - det garn er og bliver mit ynglings garn.